lørdag den 9. maj 2009

Skat (1)



Selvom der jo er masser af andre ting at tænke på, og opleve, når man tager til udlandet for en kortere eller længere periode, kommer man ikke udenom at måtte undersøge og forholde sig til skatterelaterede forhold, i Danmark såvel som i England/UK. Og som de fleste sikkert vil erfare, kan det godt være noget af en hurdle at komme igennem. Jeg vil derfor af og til have indlæg om skatteforhold, baseret på de erfaringer jeg selv har fået.

Det engelske skattevæsen hedder Inland Revenue, selvangivelse hedder Tax Return og skatteåret løber fra 6. april til 5. april det følgende år (bemærk at et engelsk skatteår således ikke svarer til et kalenderår, som det danske skatteår gør).

Disse 3 ting er faktisk ret godt lige at bide mærke i, for selv brugte jeg meget energi på at finde ud af alle de praktiske ting, idet det viste sig at Inland Revenue ikke automatisk kontakter dig, selvom du har et arbejde herovre. Din arbejdsplads har pligt til at sørge for, at du betaler skat af din løn, men du skal selv kontakte Inland Revenue og sørge for at få tilsendt en selvangivelse (Tax Return). Og der kan gå lang tid før du skal aflevere din selvangivelse. Kommer du feks. til England 1. maj 2009 slutter skatteåret d. 5. april 2010, og sidste frist for indlevering af selvangivelsen (2009-2010) er så 31. januar 2011 (altså en noget længere frist for aflevering af selvangivelse end det danske skattevæsen giver). Pas derfor på, at du ikke helt glemmer at kontakte Inland Revenue, for det bliver dyrt at aflevere selvangivelsen for sent.

Inland Revenue har en go' hjemmeside, http://www.hmrc.gov.uk/ med mange dokumenter der kan downloades, og disse dokumenter er også ret overkommelige at gennemskue. Telefon servicen er som regel også rigtig god og kompetent (hvilket bestemt ikke altid er tilfældet med offenlige institutioner eller private firmaer i England).

Det må vist være nok skatte snak for denne gang, men mere følger (watch this space!).